Single Blog Title

This is a single blog caption
for få unge går til tandlægen.

Hvorfor ikke prøve de gratis ting først?

Dansk Folkeparti vil betale unge mennesker for at gå til tandlægen. Der findes andre løsninger end økonomiske incitamenter på forebyggelsesproblemet. Vi har lavet en kort kommentar til forslaget om gulerod til tandlægebesøg.


Af Johannes Schuldt Jensen, Caroline Gundersen & Pelle Guldborg Hansen


 

Danmark står over for et interessant politisk efterår med de påbegyndte finanslovsforhandlinger. Midt i alt dramaet om skattelettelser kom et forslag, som vi synes peger på et interessant problem, men med en uoriginal løsning. Vi mener, det kan gøres bedre.

Forslaget kommer fra Dansk Folkepartis Liselotte Blixt, der mener, at unge mennesker skal belønnes for at gå til tandlæge, da hun ser et forebyggelsesproblem hos denne gruppe: ”Ideen er, at du får en større del af din tandlægeregning betalt, hvis du husker at gå til de forebyggende tandlægebesøg” siger Liselott Blixt i et interview med Altinget (2016).

I samme interview kritiseres forslaget af formanden for tandlægeforening, Freddie Sloth-Hansen, som ikke tror, at det vil føre til ”[…] en stor effekt i form af at flere går regelmæssigt til tandlægen”. Det er vi enige i. Desuden er det en lidt kluntet løsning bare at kaste penge efter problemet. Forskningen peger heldigvis i retning af andre typer løsninger. Vi vil derfor præsentere et par alternativer, som vi også har foreslået tandlægerne selv i Aktuel Nordisk Odontologi (Hansen, Schuldt-Jensen & Rathmann 2015):

  • Send de unge beskeder om, at det er tid til at lave en aftale hos tandlægen. Et randomiseret felt-eksperiment i Tyskland har vist at SMS-påmindelser om, at det er tid til tandtjek, fordobler tendensen til at lave en aftale hos tandlægen. Patienterne lavede en aftale inden for samme måned, som de modtog beskeden (Altmann & Traxler 2014).
  • Et stort feltstudie fra England har vist, at hvis receptionisten beder patienten om at gentage tid og sted, kan det reducere antallet af brudte lægeaftaler med 3.5%. For patienter som ofte skal til læge, steg denne stigning til 36,5% ved at benytte en blanding af deskriptive normer og bede patienten om at skrive deres aftaler ned selv (Martin, Bassi & Dunbar-Rees 2012).

Det er løsninger, som ikke er voldsomt svære at implementere, og som har vist sig at virke andre steder. Vi har en række af lignende idéer vi selv er meget villige til at teste. Skal vi ikke afprøve dem først, før vi begynder at betale folk penge for noget, som i forvejen er godt for dem?

 

Referencer

1) http://www.altinget.dk/sundhed/artikel/df-vil-beloenne-regelmaessige-tandlaegebesoeg

2) Hansen, P. G., Johannes, S.-J., & Jensen, Andreas Rathmann. (2015). Hvorfor gør de ikke hvad vi siger? Aktuel Nordisk Odontologi, 40, 11–28.

3) Altmann, S., & Traxler, C. (2014). Nudges at the Dentist. European Economic Review, 72, 19-38.

4) Martin, S. J., Bassi, S., & Dunbar-Rees, R. (2012). Commitments, norms and custard creams–a social influence approach to reducing did not attends (DNAs). Journal of the Royal Society of Medicine, 105(3), 101-104.

Leave a Reply