Hvad er nudging?

En kort forklaring

Adfærdsforskning

De sidste 40 års adfærdsforskning (adfærdsøkonomi, kognitiv- og social psykologi) har vist, at vi mennesker ikke er fuldt ud rationelle, men at der er en lang række irrationelle faktorer som påvirker vores adfærd. Dvs. faktorer som ikke burde påvirke vores adfærd i princippet, men gør det i praksis.

Adfærdsproblemer

I hverdagen medfører disse faktorer ofte det vi kalder adfærdsproblemer, dvs. adfærdsmønstre, hvor folk gør noget andet end det de har god grund til at gøre set fra deres eget perspektiv. Dette er særligt tilfældet når der er tale om, at folk skal agere i situationer, der er komplekse, situationer der ikke gives den store opmærksomhed eller situationer som folk ikke har rig erfaring med.

Nudge og nudging

Nudging er videnskaben om hvordan man aktivt kan benytte disse irrationelle faktorer til at påvirke menneskers adfærd, dvs. hvordan man systematisk kan udvikle, teste og implementere adfærdspåvirkninger der baserer sig på menneskets begrænsede rationalitet og de irrationelle faktorer der påvirker os. En sådan påvirkning kaldes også et ’nudge’.

Formålet med nudging

Særligt er formålet med nudging, at udvikle hensynsfulde og effektive løsninger på de adfærdsproblemer som traditionelle adfærdsregulerende strategier har haft svært ved at håndtere, fordi de traditionelle strategier tager udgangspunkt i at mennesker er fuldt ud rationelle. Da nudging tager et andet udgangspunkt, nemlig at menneskers refleksive evner er begrænsede og påvirkede af irrationelle faktorer, er hypotesen den, at nudging kan levere sådanne løsninger, enten i form af helt nye eller supplerende tiltag, uden at afkræve betydelige ændringer i de eksisterende incitamentstrukturer eller udarbejdelse af yderligere regulering.

Shares